Du kender det måske fra dig selv: Du læser om en virksomheds bæredygtige initiativer og selv om du inderligt håber, at det, de skriver, er sandt, så kan du alligevel ikke lade vær med at føle en hvis skepsis over for det. For passer det nu virkelig, at de er "CO2-neutrale"? Eller at de er "100% bæredygtige"?
Du er ikke alene!
En ny rapport fra dentsu, foretaget blandt 1500 danskere i november 2020, viser, at 51,2% erklærer sig enten meget enige eller enige i, at de er skeptiske overfor virksomheders grønne tiltag på grund af kendte tilfælde af greenwashing.
Det vil sige, at hvis du som virksomhed kommunikerer åbent om dine bæredygtige initiativer, vil hver anden person, der læser det, være skeptisk over for, om det er sandt.
Det er en trist sandhed, men alligevel en, der er enormt vigtig at forholde sig til.
For når halvdelen af dine potentielle kunder er skeptiske over for din bæredygtighedskommunikation, bliver du nødt til at overveje, hvordan du gør det klart for dem, at du ikke er ude på at snøre dem, men at du rent faktisk gør en forskel for klimaet.
Åbenhed og transparens er vejen frem
Succesfuld bæredygtig markedsføring handler om at være transparent, ærlig og åben. Det handler om at gøre forbrugerne trygge og vise, at det, man kommunikerer, ikke blot er et markedsføringstrick.
Og hvordan gør man så det?
Heldigvis er der mange veje til Rom.
En af vejene tager udgangspunkt i det, som så meget andet markedsføring tager udgangspunkt i: Psykologi.
For at lære, hvordan man skaber tryghed med sit brand, kan man jo oplagt tage udgangspunkt i, hvordan man skaber tryghed som menneske. Nedenfor finder du 5 gode råd fra artiklen Psykologisk tryghed - Hvad, hvorfor og hvordan fra Implement Consulting Group, der drejer sig om tryghed på arbejdspladsen, men som nemt kan give inspiration til, hvordan du skaber tryghed med dit brand.
1. Vær modig nok til at være sårbar og fejlbarlig
En af de nok bedste ting, du kan gøre for at skabe tryghed over for dit brand er at turde at være sårbar og fejlbarlig. I stedet for at pynte på tingene og kun fokusere på de positive ting, så vis et nuanceret billede af sandheden. Fremlæg hele dit klimaregnskab - ikke kun de dele, der ser gode ud. Fortæl om alle de ting, I endnu ikke er nået i mål med. Det giver kunderne mulighed for at forholde sig til hele billedet - ikke kun glansbilledet.
2. Vær nysgerrig og ydmyg
Hav et åbent mindset og hver nysgerrig på verden omkring dig. Finder du eksempelvis ud af, at halvdelen af dine kunder er skeptiske over for dine klimatiltag, så forhold dig til det og vær nysgerrig omkring, hvorfor det er sådan, og hvordan du kan komme uden om problemet på en god og ordentlig måde.
3. Bed om feedback
Vil du vide, hvordan dine kunder opfatter dit brand og hvad du kan gøre bedre for at skabe tryghed blandt dem? Spørg! Og husk at være åben over for deres input. Som det gode gamle ordsprog siger: "Kunden har altid ret".
4. Reagér produktivt
Når du får feedback - positiv som negativ - så reager produktivt på det. Inkorporer det i din markedsføring og lad kunderne vide, at du lytter til dem.
5. Vær åben for spørgsmål, tvivl og dårlige nyheder
Har du fået en dårlig anmeldelse på Trustpilot, et kritisk spørgsmål på dit Facebook-opslag eller en negativ artikel i avisen? Slå koldt vand i blodet og svar så åbent og ærligt, som du kan. Undgå at gå i forsvarsposition og begynde at forklare, hvorfor personen, du står over for tager fejl. Hvis du vil skabe tryghed, må du være åben over for de tvivlsspørgsmål, der måtte komme.
Husk på, hvad undersøgelsen fra dentsu viser; halvdelen af danskerne er skeptiske over for virksomhedernes klimatiltag. Hvis de stiller undrende spørgsmål betyder det ikke nødvendigvis, du gør det dårligt. Det betyder blot, at forbrugerne er i tvivl om, hvad de kan stole på, og hvad de ikke kan. Giv dem noget at stole på - Det vil helt sikkert komme dit brand til gode.
Forbrugerne vil have bæredygtighed - Uden greenwashing
Men kan det virkelig betale sig at være åben og ærlig? Det korte svar er "ja". Undersøgelsen fra dentsu, viser nemlig også, at 70% af danskerne erklærer sig enig eller meget enig i, at det er vigtigt, at danske virksomheder ”er med til at løse klimamålene”.
Der er altså efterspørgsel på bæredygtighed. Så selvom det kan virke som en lang og sej kamp at blive bæredygtig og det kan virke attraktivt at pynte på, hvor bæredygtige ens handlinger er, så udviser forbrugerne et ønske om, at virksomhederne kommer ind i kampen og bliver bæredygtige - Ikke sådan greenwashing bæredygtige, men rigtigt bæredygtige.
Husk det næste gang, du overvejer, om du skal tage den lange og seje vej eller om du skal springe over hvor greenwashing-gærdet er lavest.
Comments